Hermed menes naturligvis ikke, at sende runerne med posten eller e-mail, det kan enhver vel finde ud af?

Nej, betydningen findes stadig i magien, og her menes: at rette dem ind for eller imod noget, som findes i dig selv, eller uden for dig selv. Populært og traditionelt kaldes det: "at mane", man kunne også sige: "at retningsbestemme runer". I sagaerne opsøger de vise mennesker vølverne og andet godtfolk.

Iblandt fortæller de om kamp-runer: "Tyrs rune sættes tre gange på dit sværd: én på klingen, én på hjalten, altså tværpinden, og én på kroppen, altså den ende hvor håndtaget sidder". Også for eksempel barsels-runer, altså Birk, skrives på den fødendes lår, både på fødende kvinder og kælvende køer.

Der findes øl-runer, sygdoms-runer, helse-runer, sejrs-runer og mange, mange flere, ja faktisk runer til alle formål i livet. Og tegner du dem og tror dem, så hjælper de dig. Thi tro flytter som bekendt bjerge.

Det vil sige: retningsbestemmer du en rune med tilstrækkelig stærk og bestemt vilje, virker den, for du sørger for, at den når sit mål.

Men husk, at runer ikke blot bruges magisk, men også som et kommunikationsmiddel. Man skrev med runer i hverdagen, og det gøres stadigvæk. Dog også her sker der en slags magi. For eksempel skrev og skriver man aldrig to ens runer efter hinanden; senere, jo, men det skete kun i den korte tid, hvor kristkirken havde indflydelse, og for disse mennesker, optaget af sydlandske tanker, har vor egen tradition og dens runer jo aldrig haft nogen tiltrækningskraft. At bruge noget positivt, som runer, på noget negativt, giver intet godt resultat.

I en kirke på Gotland står med runer: "Præsten burde lære sig runer". Her ses en runerister, der følte sig glad for sin præst, men fandt det trist, at præsten havde en så negativ orientering om sine egne rødder, og derfor mente skriveren, at præsten burde kunne det, som andre på egnen kunne, nemlig runer.