Du står altså i krydset en smule nord for centrum og du ser mod Fe-runen. 
Du kan naturligvis nu dreje hovedet til højre og til venstre.
Du kan se op til Tyr-runen over venstre skulder og til Ken-runen over højre.

Dette dækker hele første og hele tredie æt, som du altså kan se umiddelbart, mens den mystiske, magiske anden æt ikke kan ses, derfra hvor du står

Runecirklen kendes fra oldgammel tids overlevering, og man kommer næppe uden om, at den forklarer en hel del af det verdensbillede, man havde i vikingetiden.

Det virker ofte i oldtiden naturligt, at man ser tilværelsen i cirkler. -:

Alt kunne opleves som evigt tilbagevendende forløb: sæsonerne, menneskets liv og død, kort skrevet: naturens gang.

Nord = op, syd = ned, og du selv står lidt nord for krydset, således at du kan se tre veje foran dig,  mens den fjerde ligger bag dig.

Herfra kan vi ikke garantere, at det bliver den rene skære sandhed, som står skrevet, for kun lidt findes overleveret fra disse højtider, som kristkirken gjorde sit bedste for at udslette og kristificere. Man kender til tre af festerne fra sagaerne: Freja-festen, Jule-festen og Disa-blotet, men der kan udmærket findes fire eller endog flere endnu.

Nogle af blot-navnene har overlevet ind i vort sprog, for eksempel Jul og Påske. Påske hedder på tysk "Ostern" efter Astara, en gudinde for foråret. Denne gudinde menes af nogle lig med Asa-kvinden, asynien, Vår, en gudinde for foråret. Måske kaldte man - på grund af alle disse kvinder - forårsfesten for 'Disa-blot' .

Freya-blotet foregik mærkeligt nok om efteråret, skønt hun jo også kendes som den, der gør naturen grøn, får safterne til at stige, fører parterne sammen og får faunaen til at springe ud. Men ved dette blot tænkes der måske mere på avlens resultater end på selve avleakten, måske mere på høsten, dens rigdom og de glæder, som følger i de mørke efterårs- og vinternætter.

Ved blot-fester gjaldt der andre regler end normalt. For eksempel lukkede man ikke fremmede ind, mens der foregik blot. Derimod regnedes alle, som blev inviteret, og som kom med, til ætten, og det forventedes, at de deltog i festen på lige fod med alle andre.

Det har været ved en sådan lejlighed, at Vølven fra Vølvens Spådom har deltaget. Så bad man hende måske om et kvad, og for at skaffe sig ørenlyd begyndte hun da. (Vålvens Spådom vers 1) Her i vor egen oversættelse:

Hører mig alle, hellige slægter,
større og mindre ætter af Heimdal,
du jo, Valfader, vil, jeg skal skildre
folkenes flertal, hvad jeg først har set.

Danskerne og de andre nordiske folk har altid elsket poesi, især sange. I årtusinder fortalte nordboerne eventyr og fremsagde vers, altid gjaldt det om at tale og tænke klogt, at vide meget og mere. Nordboere kendte til runerne i den gamle futhark i århundreder, uden at det førte dem til at skrive sange og sagn ned, selv beretningerne om folket selv, familiesagaerne, lærte man udenad i de lange vinternætters ly. Faktisk først da nordboerne besluttede at skabe "den yngre Futhark", altså den 16-futhork kapitlet her har beskrevet, dengang i vikingetidens slutning, begyndte man at skrive for alvor.

En anden ting, som man i Norden havde og har tilfælles med de sydlige broderfolk: trangen til at feste, altså til at glædes i venners lag og til at takke Alfader for den vidunderlige magiske virkelighed, hans trolddom skaber. Sådanne fester holdt man ved de store kosmiske begivenheder, som markerer kalenderen. Nedenunder samler teksten først disse festdage i skemaer, og bagefter står nogle moderne festdigte fyldt med nordisk visdom og runemagi.