Fe

Urr

 Thurs 

Iss

Sôl

Tyr

Man 

Yr

Ordet futhork dannes af de seks første runer i runerækken, de seks runer som svarer til bogstaverne: f, u, th, o, r, k. - Så "Futhorken" betyder altså runerækken, runebogstaverne. Der findes flere forskellige runerækker, som det forklares senere, den runerække, vi først og fremmest anvender her, kaldes "16-futhorken" efter de seksten tegn i denne runerække, de seksten indviende runer i vikingetiden.

Stort set alle danske runesten står runemæssigt skrevet med 16-futhorken. Det gælder også i Sverige og Norge,  dog findes i Skandinavien enkelte sten skrevet med den Ældre Futhark, en runerække med 24 runer, som i sammenhæng med printede praktiske runer synes uvæsentlig, da de meget få indskrifter, som kendes på sten og andet, med denne gamle række består af enkelte ord, som tit ikke kan tydes. Den fjerde rune i den gamle række "a" blev i den nye række til "o".

Videnskaben ved, at 16-futhorken, også kaldet "Den yngre futhork", blev til i tiden omkring 780 altså samtidigt med vikingetiden, så når det drejer sig om visdomsruner i vikingetiden hentydes altid til 16-futhorken.

På grund af sprogforskere som Rasmus Rask (1787 -1832), Vilhelm Thomsen (1842-1927), Karl Verner (1846-1896), N.L. Westergaard (1815-1878), Ludvig Wimmer (1839-1920) og andre filologer, kan læsende mennesker i dag tyde disse runesten fra vikingernes verden. Til højre ses stenen efter L. Wimmer på BisseBiergBegravelsespladsen:

Måske tydes ikke altid dén mening, som runerne havde for de, som ristede og rejste stenene, men forståeligt for det moderne almene menneske. Det synes derfor naturligt, at man overalt blandt vikinger i dag anvender 16-futhorken, som dog findes i to varianter, ja der findes flere, hvis man går i detaljer med, hvordan forskellige vikingegrupper rundt i Norden tænker.

En anden udvikling, som kan ses på stenene, angår spørgsmålet om, hvilken retning runerne skrives og læses i. De ældste sten har ingen skillemærke imellem ordene, og der står i reglen kun korte meddelelser på dem. Den næste gruppe, der kommer, er de såkaldte Svenstene, ca. 965, hvor der er skilletegn og teksten er længere. Denne gruppe kan starte nede fra og op - og ned igen, uden fastlagt rækkefølge, eller sno sig op langs kanten og så have næste linie under med teksten på hovedet. Så kommer kristendommen, og da begyndes oppe i venstre del og gås mod højre, med skilletegn, og er der ikke plads nok, så er det altid nedefra og op. De glemte også de gamle mestres lære om "ikke to ens runer ved siden af hinanden", som de gamle mente gav ulykke, al anden magi ryger naturligvis også ud, når kirken, som jo har sin egen magi, kommer til.

Det kan også virke svært at se, hvem der henviser til hvem i runeindskrifterne. Mange sten rejstes over en far eller søn, mor eller datter, ja familie længere ude kunne komme med i teksterne. Når der så skrives om en persons kvaliteter, som for eksempel: "Han levede et godt liv", kan det i nogle tilfælde være svært at se, om der nu menes ham, som mindes på stenen, eller ham, som satte mindet.

Fortidsminder fra hele kloden rummer ofte en hel del pral, den genfindes let i runestenenes tekster, måske fordi man anså det for en god gerning at rejse en mindesten. En del af runestenene fra vikingetiden blev, udover som mindesten, også viet til en af guderne, en asagud eller en vane.

I Danmark som regel Asa Thor, tordenvejrets bukkerytter, verdensslægtsværneren, Stor Thor som ejer hammeren, Mjølner, og lader den falde, når det passer ham. Men også Frey findes, Gudernes FyrsteGut, Frey Gerds Fyr.

Der findes også runesten af rent magisk natur, det vil skrive, at de har magisk kraft manifesteret i form af specielle runer eller remser, hvor runerne ristes rituelt med henblik på en magisk handling. Sådanne runer kendes blandt andet som "binderuner", "samstavsruner" og lignende, og det vil alt sammen blive forklaret i løbet af denne del af Runebogen.