Den tiende rune: ASS

Ass

Asakraftens rune, den rejste ende på Nød. Årets gang. Gårdens avlekraft. Den uendelige visdom, men også den rå, snedige snuhed. Thor, slægternes værn, såvel som Frey, gudernes fyrste og hans frue, Gerd.

Og selvfølgelig også Freys søster Freya, det tidlige forårs gudinde. I februar ses de første erantis, anemoner og de krokus, som man i dag véd indeholder et stof, små forårskåde sangefugle skal bruge for at lægge æg og formeres til flere.  

Ass-runen henviser til Asaguderne, de yngre kræfter, som overvandt jætterne, som krydsede Isen. Herfra springer de fastfrosne udkrystalliserede grundformer ud i fuldt flor.

Som noget nyt indførte man denne rune i Futhorken, den findes ikke i 24-futharken, deraf de to ord "futhork" og "futhark".  

Thor står som vikingebondens specielle ven og beskytter, og den gamle rune, Jara, omfattede betydningerne for "året" og "gården", og modsætningen til Nød-runen har haft mange andre betydninger end de nævnte, samtidigt med at den gjorde det let at huske tegnene.

Man skal heller ikke overse den højere betydning i runen, sammen med Kens kvindelige mund, danner den foreningen mellem modsætninger, står som det guddommelige lys, der skinner over asernes gårde og hele deres gøren og laden. Sammen med Birk danner den frugtbarhedens rå naturkraft, det positive modstykke til Urr og Thurs.  

Om end det i nogen grad lykkedes for de romerske imperatorer at erobre nordens lande, står Norden stadig med mange forbehold, hvad angår den "Europæiske integration", som det hedder.

Som beskyttelse under vikingetiden underlagde fornefædrene sig den kendte verden via deres selvsikre, overlegne styrke, våbenkundskab og vikingedødsforagt. Og således kom den angelsaksiske kultur til at dominere hele verden, også efter at romerkirken havde mistet sin mørke magt over det lyse Norden.  

Hvor Oss-runen specielt henviser til Odin med det samme oldsaksiske ord som Ass, henviser Ass-runen altså til alle aserner og også til vana-guderne som nævnt.