Den tiende rune: ASS |
||
| Runens navn |
Ass |
|
| Runenavnets betydning | Aserne
- Aseguder, som ikke kendes ved egen rune |
|
| Runens bogstav(er) |
A (i sjældne tilfælde Æ) | |
| Runens kompasretning | Nord-nordøst |
|
| Assynje |
Saga (Saga skøn af Synkebæk) | |
| Runens varsel og brug | Aserne
- År - Olddage - Gudernes Asgård |
|
|
|
Asakraftens
rune, den rejste ende på Nød. Årets gang. Gårdens avlekraft. Den uendelige
visdom, men også den rå, snedige snuhed. Thor, slægternes værn, såvel som
Frey, gudernes fyrste og hans frue, Gerd. Og
selvfølgelig også Freys søster Freya, det tidlige forårs gudinde. I februar
ses de første erantis, anemoner og de krokus, som man i dag véd indeholder et
stof, små forårskåde sangefugle skal bruge for at lægge æg og formeres til flere. |
|
Som
noget nyt indførte man denne rune i Futhorken, den findes ikke i 24-futharken,
deraf de to ord "futhork" og "futhark". |
|
|
Thor
står som vikingebondens specielle ven og beskytter, og den gamle rune, Jara,
omfattede betydningerne for "året" og "gården", og modsætningen
til Nød-runen har haft mange andre betydninger end de nævnte, samtidigt med at
den gjorde det let at huske tegnene. Man
skal heller ikke overse den højere betydning i runen, sammen med Kens
kvindelige mund, danner den foreningen mellem modsætninger, står som det
guddommelige lys, der skinner over asernes gårde og hele deres gøren og laden.
Sammen med Birk danner den frugtbarhedens rå naturkraft, det positive modstykke
til Urr og Thurs. |
![]() |
|
Odin
vandrer rundt i menneskets verden Midgård. Vikingerne vidste, at østens og
sydens folk begærede deres frugtbare, fagre verden. Romerriget havde længe
skrantet og kristkirken blev fra år 400 deres sidste chance for at skabe den
europæiske enhedskultur, som de drømte om at lede. |
|
Om
end det i nogen grad lykkedes for de romerske imperatorer at erobre nordens
lande, står Norden stadig med mange forbehold, hvad angår den "Europæiske
integration", som det hedder. |
|
Som
beskyttelse under vikingetiden underlagde fornefædrene sig den kendte verden
via deres selvsikre, overlegne styrke, våbenkundskab og vikingedødsforagt. Og således kom den
angelsaksiske kultur til at dominere hele verden,
også efter at romerkirken havde mistet sin mørke magt over det lyse Norden. |